Jordforurening påvirker også vandmiljøet i søer, vandløb og langs kyster.
Regionerne har undersøgt, om 400 forurenede grunde kan påvirke vandmiljøet i søer, vandløb og langs kyster.
De 400 forurenede grunde blev udvalgt blandt 1.200 grunde, som regionerne tidligere har udpeget som risikogrunde. Undersøgelserne er udført som en del af myndighedernes indsats for at sikre et godt og sundt vandmiljø.
Læs rapporten om jordforureningers påvirkning af overfladevand
Resultater fra undersøgelserne
PFAS-stoffer er påvist flere steder i både vandløb, søer og langs kyster.
Ammonium og jern er også fundet i mange prøver – ofte i forbindelse med gamle lossepladser. Pesticider og tungmetaller er fundet over grænseværdierne i cirka halvdelen af de vandløbstrækninger, der er undersøgt for disse stoffer.
Klorerede opløsningsmidler er kun fundet i cirka 5 % af de mange vandløb, søer og kystvand, der er undersøgt for disse stoffer. Det er overraskende, da regionernes indledende screeninger viste, at de klorerede opløsningsmidler ville være de stoffer, som udgjorde en risiko flest steder.
Vandløb – resultater fra undersøgelserne
Vandløbsstrækninger ved 270 forurenede grunde er undersøgt for påvirkning fra jordforurening.
I 6 ud af 10 vandløbsstrækninger er grænseværdien for mindst ét miljøfarligt stof overskredet, og forureningen kan udgøre en risiko for vandmiljøet. I resten er der ingen risiko, eller det er uafklaret, om der kan være en risiko.

Påvirkning af vandløb
- 61 % – Påvirkning af vandløb
- 35 % – Ingen påvirkning af vandløb
- 4 % – Uafklaret om der er en påvirkning
Kilden til påvirkningen
- 32 % – Forureningen vurderes primært at stamme fra forurenet grund
- 30 % – Forurening vurderes at kunne stamme fra forurenet grund og andre kilder
- 30 % – Forureningen vurderes at stamme fra andre kilder
- 8 % – Det er uafklaret, hvad der er kilden til påvirkningen af vandløbet
Søer og kystvande – resultater fra undersøgelserne
Undersøgelserne har omfattet 38 søer og 78 kystvande.
I 1/3 af undersøgelserne vurderer regionerne, at søen/kysten kan være påvirket af mindst 1 miljøfarligt stof i koncentrationer over grænseværdierne. I resten af søer/kystvande er der ingen risiko, eller det er uafklaret, om der kan være en risiko.
Resultaterne fra kystvande/søer adskiller sig fra resultaterne fra vandløbene ved, at der er risiko for vandmiljøet i en mindre andel af de undersøgte søer/kystvande. Regionerne vurderer, at forskellene primært skyldes undersøgelsesmetoderne.

Påvirkning af kyst/sø
- 34 % – Påvirkning af kyst/sø
- 63 % – Ingen påvirkning af kyst/sø
- 3 % – Uafklaret om der er en påvirkning
Kilden til påvirkningen
- 67 % – Forureningen vurderes primært at stamme fra forurenet grund
- 10 % – Forurening vurderes at kunne stamme fra forurenet grund og andre kilder
- 15 % – Forureningen vurderes at stamme fra andre kilder
- 8 % – Det er uafklaret, hvad der er kilden til påvirkningen af søen/kysten
Den videre indsats
Staten afsatte i december 2024 en engangsbevilling på 54 mio. kr. i perioden 2025-2028 til regionernes indsats i forhold til vandmiljøet. Regionerne har aftalt med Miljøstyrelsen, hvilke grunde der skal undersøges og eventuelt renses op hvornår.
Pengene rækker dog langt fra til at løse opgaven. Ifølge regionernes beregninger vil det koste mere end 2 mia. kr. at undersøge og oprense alle jordforureninger i Danmark, der truer vandmiljøet. Det svarer til 50 mio. kr. om året i de næste 40 år.
Der mangler fortsat en aftale om, hvordan de resterende 800 forurenede grunde og grunde, der kortlægges fremover, skal håndteres.